Uden de frivillige ingen klub
Fredag den 25. september satte Marielyst Golfklub fokus på nogle af de mennesker, der hver eneste uge er med til at få klubben til at fungere: de mange frivillige.
Hele 52 frivillige deltog i klubbens hyggedag – og endnu flere havde gerne været med, men var forhindrede på dagen.
Dagen begyndte med en 9-hullers match, hvor der undervejs blev budt på lidt chokolade og en ”lille en”. Efter runden var klubben vært ved kold kartoffelsalat og frikadeller, inden en hyggelig dag blev rundet af med kaffe og kage.
Men dagen handlede først og fremmest om at sige tusind tak.
De frivillige yder året rundt en fantastisk indsats og lægger utallige timer i Marielyst Golfklub. De hjælper med stort og småt og er en helt afgørende del af det fællesskab, der gør klubben til det sted, den er.
Uden de frivillige – ingen klub.
Endnu en gang en kæmpestor tak til alle jer, der giver en hånd med og gør en forskel for vores dejlige klub.










































